23948sdkhjf

Direktør ville ikke sige noget om forretningens fremtid: Nu er den lukket

Der kan dog i stedet være noget helt nyt på vej fra ejerne

Den har været en del af bybilledet i mange år. Og indtil for nylig var forretningen den sidste, der bar det kendte navn i Nordjylland.

Men nu er det helt slut - Noa Noa i Aalborg er lukket.

Årsagen er en presset økonomi for tøjkoncernen, der har klædt kvinder på siden 1981. Og som har haft butik i både Aalborg og Thisted.

På seks år har Noa Noa tabt mere end 100 millioner kroner, og senest har kæden, som nu hedder Nordic Fashion Brands A/S, lukket sine sidste fire butikker i Norge samt seks i Danmark.

Det har branchemediet DetailWatch omtalt i flere artikler.

En ny strategi

Konsekvensen af de røde tal på bundlinjen er blandt andet en ny strategi, og det betyder, at stort set alle koncernens Noa Noa-butikker er lukket de senere år.

Her på Nordjyske spurgte vi for et par måneder siden selskabets bestyrelsesformand og medejer, Nick Jensen, om butikken i Aalborg var en del af den nye strategi.

- Det har jeg ingen kommentarer til, sagde han dengang til Nordjyske.

I dag kan forbipasserende selv se, at den nu tidligere forretning står tom i gågaden Gravensgade. Og et kig på butikkens facebookside bekræfter, at den har været lukket i nogle uger.

Det betyder dog ikke nødvendigvis et endegyldigt farvel til Aalborg og Nordjylland.

Aalborg er interessant

DetailWatch har nemlig spurgt Nick Jensen om fremtiden for butikker i nogle af landets største byer, blandt andet Aalborg.

Og han slår fast, at lukningen ikke betyder, at tøjkoncernen ikke vender tilbage - bare med en anden type butikker end Noa Noa.

- De lejemål, vi havde der, passer bare ikke til det fremadrettede, siger Nick Jensen til DetailWatch.

Nordic Fashion Brands A/S vil fremover satse på multibrandbutikker, og ser derfor på, om man kan skabe et netværk af butikker, hvor man kan købe alle brands, som koncernen har.

Hvor det bliver er ikke offentliggjort, men Nick Jensen har tidligere fremhævet Aalborg.

- Det er jo en af landets største byer, så det vil være mærkeligt at forestille sig, at vi ikke har en eller anden tilstedeværelse i den del af landet. Aalborg er på alle måder interessant.

Noa Noa blev grundlagt i 1981 af brødrene Harald og Lars Holstein, og for bare otte år siden var der 80 forretninger, der bar det kendte navn.

I Danmark ligger finder du nu kun Noa Noa i Helsingør og Roskilde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142